Trangen til sødt kan føles som en besættelse på lige fod med trangen til alkohol. Alkoholikere har deres egen måde at holde forbruget skjult indtil det en dag bliver for meget for enten alkoholikeren selv eller for familien/ omgivelserne. Der er mange gode behandlingstilbud for dem.
Det er noget andet, når det handler om sukker og hemmeligheder.
For vi anerkender ikke, at sukker er afhængighedsskabende.
Når jeg møder mennesker der drikker 2-4-6 liter sodavand om dagen, så har jeg lynhurtigt beregnet sukkerforbruget. Når jeg spørger ind til mulighederne for at slippe eller skære ned sodavandsforbruget, rammer jeg ofte en smerte – en afhængighed, som ikke bare med sund fornuft kan stoppes.
Om at slippe sukker.
Sukker kan tage alvorligt fat i os. Vi kan føle os fanget af det – ligesom alkoholikeren gør det af alkohol og stofmisbrugeren af stoffer
At stoppe med sukker – især hvis forbruget er meget stort kan give abstinenser. Hovedpine, kvalme, svedeture, humørsvingninger, rysteture m.m. Det kan være voldsomt at opleve og ubehaget kan for nogle mennesker afholde dem fra at gennemføre.
Det gode er, at ubehaget er relativt hurtigt over. Mange fortæller at de første 3 dage er de værste. Så vender det og energien kommer igen.
Når først energien er vendt tilbage, så er det med at holde fast – at få opbygget vaner, der hjælper til at reducere og fastholde et liv med et minimum af sukker.
Hvad skal der til?
Viden og forståelse for misbrugsadfærd er en del, psykologisk indsigt er en anden – for hvad gemmer der i virkeligheden bag alt sukkeret? – og så er der det kostfaglige. Hvad skal erstatte sukkeret i kosten – hvad giver de bedste forudsætninger for at kunne klare omlægningen osv.? I faktaboksen kan du se en række trin til at gøre dig fri af sukker. Held og lykke med det. Du er ikke alene.
8 trin til at slippe sukkerafhængighed.
1. Erkend, du har et problem med sukker, som du gerne vil gøre noget ved.
2. Gør det enkelt – et skridt af gangen
3. Formuler dit mål og dit første skridt til at kunne lykkes.
4. Har du brug for en madplan? Så lav det – eller få hjælp til det.
5. Har du brug for en måltidsplan? Der skal mad og mange måltider til at slippe sukkeret. Lav en plan, så du husker alle måltider. Grundlæggende handler det om at være mæt.
6. Ryd op og smid ud. Der skal kun være lødig mad i skabe og skuffer. Alt det, som ikke er godt for dig, skal ikke være i huset. En sukkerafhængig ved godt, at der står en kasse i bryggerset eller i garagen – gemt til særlige situationer. Fjern den.
7. Tænk positivt. Lav en god enkel sætning, som støtter dig. ”jeg slipper sukker med lethed” Sig den til dig selv 1000 gange om dagen. Din indstilling til at kunne gennemføre er altafgørende.
8. Ros og anerkend dig selv hver eneste dag, du klarer uden sukker. Og når du ”falder af hesten” og får spist sødt. Op igen. Du har et mål og du går efter det.