Slik, sodavand, kager, energidrik, flødeboller, is m.m. = med sukker i lange baner. For nogle mennesker er lysten til sukker og forbruget af sukker og søde sager minimal.
For andre er det noget, der indtages hver eneste dag – for nogle i meget store mængder.
Slikkultur.
Der kan være en kultur i familien – at der altid er slik i skabene. Der er en bestemt hylde eller skuffe, hvor alle de søde ting ligger. Et sted, som alle kender og har fri adgang til uden at det tager overhånd.
Der kan være en kultur omkring hygge – unge der mødes, gamer, ser film, hører musik. Det behøver ikke handle om alkohol, men om bjerge af slik, sodavand og chips.
Hemmelighed.
Men for nogle er det en dyb hemmelighed, at slikforbruget er så stort.
For dem er slikket skjult, så ingen i familien ved, hvor det er – bortset fra den person, der holder hemmeligheden.
De hemmelige slikdepoter bliver fyldt op – steder hvor ingen kommer. Skraldespanden bliver hver dag tjekket, så der ikke ligger slikpapir øverst. Lommerne bliver tømt. Det samme gør tasken. For ingen må vide, hvor meget slik, der bliver spist.
Under påskud af at skulle hente mælk køres på tanken – men ikke kun for at hente mælk. Der mangler slik. Det samme gælder påskuddet for at hente et slagtilbud i et stort supermarked på et eller andet til husholdningen. Et slagtilbud, der også handler om et tilbud på slik eller andet guf. Kender du det?