Jeg vil minde om betydningen af at spise morgenmad. Morgenmad er dagens vigtigste måltid – punktum. Det sagde din mor sikkert, du har selv sagt det eller siger det stadig til dine børn og jeg siger det – hver eneste gang jeg holder foredrag, temadage eller har mennesker til kostsamtaler.
Morgenmad og vægttab.
Der skal mad til – også når vi gerne vil tabe os. Forskning viser, at det gavner vægttab at gøre dagens morgenmåltid stort – og gøre de øvrige måltider mindre.
At springe morgenmaden over betyder for mange, at der bliver spist langt mere i løbet af dagen end hvis du spiser morgenmad.
For meget sukkerholdig mad om morgenen gør, at du hurtigere bliver sulten igen. Frugtyoghurt, færdige morgenmadsprodukter, hvidt brød, marmelade, Nutella, pålægschokolade osv. er lynhurtige kulhydrater, der hurtigt gør dig sulten og som påvirker blodsukkerbalancen.
Vær også opmærksom på lightprodukterne. De stimulerer din trang til at spise mere sødt og mange gange også fedt.
Hvad skal der til?
Et varieret morgenmåltid med protein, grove kulhydrater og det gode fedt gør dig mæt i lang tid. Det betyder, at du ikke småspiser mange gange i løbet af formiddagen. Dit blodsukker holder sig stabilt, du har energi og overskud til at klare dagen.
Hvad med kvalme og madlede om morgenen?
Jeg møder ofte både børn og voksne, der har problemer med at spise morgenmad. For dem er ovenstående en udfordring og ofte også irriterende.
Start langsomt. En bid. Det er nok til at komme i gang. Ros dig selv, ros dit barn for denne ene bid. Det gør du hver dag i 8-10 dage – en bid. Kroppen skal have tid til at vænne sig til, at der kommer mad. At føle sult kan for mange være en helt ny og ukendt følelse.
Prioriter morgenmaden.
Invester tid og energi til at komme i gang med morgenmaden. Det lønner sig på den lange bane. Mange voksne starter dagen på en kop kaffe og eller en smøg. Det tager den værste sult. Trangen til at ryge eller drikke kaffe om morgenen kan dække over kroppens trang til mad.
Prioriter tid til at sidde ned og spise – sammen. Børn der ser forældre spise spiser også. Forældre er forbilleder og rollemodeller. Lær dit barn at spise og få gevinsten at du også selv spiser.